Foto: Rasmus Blicher

Foto: Halfdan Kruse

Århus Kunstakademi har fået ny bestyrelsesleder

Anne Louise Bang træder ind i rollen som bestyrelsesleder med et indgående kendskab til akademiet og en stærk motivation for at bidrage til dets videre udvikling.

“Jeg har ‘altid’ kendt til Århus Kunstakademi,” fortæller hun og nævner, at hun allerede som ung overvejede at studere her. Det var dog først i forbindelse med projektet GenJord – Bæredygtig keramisk praksis, at hun for alvor blev involveret. Et projekt, hun fremhæver som et stærkt eksempel på akademiets evne til at samle fagmiljøer og arbejde med aktuelle problemstillinger.

Motivationen for at påtage sig rollen som bestyrelsesleder udspringer af hendes oplevelse af en dynamisk organisation med stort potentiale. “Jeg ser et kæmpe mulighedsrum for Akademiet og de frie uddannelser i årene, der kommer,” siger hun og peger samtidig på den entusiasme og drivkraft, hun møder blandt både ansatte og studerende.

For Anne Louise Bang er Århus Kunstakademi særligt interessant som en fri skole med fokus på livslang læring og værkstedsbaseret viden. I bestyrelsesarbejdet ønsker hun at styrke akademiets position i det kunstneriske landskab og arbejde for øget samarbejde med andre institutioner.

Samtidig peger hun på potentialet i at forene det frie akademi med en tydelig bæredygtig profil: “De to ting i forening vil være både unikt og relevant.”

Anne Louise Bang er tekstildesigner og forsker i bæredygtighed og design ved Via University College.

Du kan møde Anne Louise til den afgående bestyrelsesleder Ane Hejlskov Larsens afskedsreception d. 25. marts kl. 15.30. Læs mere om receptionen her.

Vi ser frem til samarbejdet med Anne Louise i de kommende år.