Fagskolen udgør anden del af den fireårige kunstuddannelse

På fagskolen er der mulighed for at fordybe sig i sin egen praksis og samtidig blive udfordret af forskellige tilgange til kunsten, medier og materialer. De studerende arbejder selvstændigt med at udfordre eget udtryk og fundament gennem sparring med erfarne fagundervisere, som er knyttet til en af fagskolens værkstedsafdelinger.

Som studerende på fagskolen får man desuden adgang til egen værkstedsplads.

Nedenfor kan du læse mere om de enkelte fagskoleafdelingers indhold og undervisningsform.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan ansøger jeg om en plads på uddannelsen?

Kan jeg søge om merit for dele af uddannelsen?

Hvad koster uddannelsen?

Hvornår ligger undervisningen?

Hvor gammel skal man være for at ansøge?

Kan jeg følge undervisningen uden at være tilknyttet uddannelsen?

Afdeling G

Keramik

Grafik

Hybrid

Afdeling G v/ billedkunstner Claus Haxholm

Målet med undervisningen på Afdeling G er at skabe et værkstedsmiljø med en åben ramme og en nutidig, relevant platform for at arbejde med billedkunst. Her har man, som studerende, en fordomsfri mulighed for at arbejde selvstændigt, uanset kunstnerisk kategori. 

Undervisningens omdrejningspunkt er maleriet. Gennem samtale om den studerendes værkpraksis skabes indsigt og forståelse for det billedkunstneriske sprog. 

Der er frie rammer på salen, men det forventes, at man indgår i det fællesskab, det er, at skabe et godt arbejdsmiljø. Et væsentligt aspekt af undervisningsfilosofien er, at læring opstår i et aktivt arbejdsfællesskab de studerende imellem. Det forventes derfor, at man forholder sig aktivt på salen og bidrager til de faglige diskussioner.

Der arbejdes med forskellige materialer og medier, for at skabe forudsætninger for, at den enkelte studerende kan udvikle et kunstnerisk udtryk. Der lægges vægt på, at tilegne sig viden om farve og komposition og få kendskab til den maleriske tradition. Der arbejdes med tegning, foto, tusch, spray, olie og akryl. Desuden forsøger Afdeling G at inddrage flere muligheder for kunstnerisk arbejde ud over maleri. Vi ser udstillinger, vurderer arbejder og taler om kunst. 

Den billedkunstneriske praksis er i dag meget varieret, så der lægges vægt på gæstelærere og introduktion til udstillingsbesøg. Endvidere skal der dannes et kendskab til international og national kunst og til bevægelser i tiden. Der arbejdes med opgaver og med temaer, og der er en fælles opgave i forbindelse med elevudstilling.

Keramik v/ keramikerne
Vinni Frederiksen og Maja Ejby

 I løbet af uddannelsen præsenteres de forskellige former for ler og kunstneriske udtryksformer i bred forstand. Gennem disse processer og discipliner gives den enkelte studerende de bedste muligheder for at finde og udvikle sit eget keramiske udtryk. Der veksles mellem frie og bundne opgaver og mellem egne og fælles projekter. Der indgår kunsthistoriske foredrag, ekskursioner og evt. studierejse. Semestrene afsluttes med en udstilling af eget projekt.

I mødet med etablerede kunstnere som gæstelærere og i faglige dialoger ud-af-huset samt i tværfaglige workshops forsøger vi at give de studerende de bedste muligheder for et aktivt liv som kunstnere/kunsthåndværkere efter endt uddannelse.

Keramikfagskolen giver i høj grad den studerende mulighed for selvstændigt arbejde og fordybelse i det personlige udtryk. Dette understøttes bl.a. af individuel vejledning, gennemgang og kritik på elevprojekter. Vejledningen tager afsæt i den enkelte studerende og omfatter emner som formsprog, kunst i det offentlige rum/udsmykning, skitsering, individuel glasuropbygning og brændingsmetoder.

Grafik v/ grafiker & billedkunstner Pernille Andersen

På fagskoleafdelingen grafik danner de professionelle værkstedsfaciliteter rammen om undervisningen og de studerendes praksis på vejen mod et eget kunstnerisk udtryk. Målet er, at det grafiske rum bliver en naturlig platform for værkproduktion og refleksion. 

Grafikken er i dag et felt, hvor klassisk håndværk og nye eksperimenterende praksisformer trives og blandes på mangfoldige måder. Et grafisk værk kan være originalt som unika eller trykt serielt; det kan være resultatet af tidskrævende processer eller det hurtige aftryk af spor i en plade. Grafik kan også installeres rumligt og i samspil med andre medier.

På grafisk afdeling får man historisk og håndværksmæssig indsigt i et bredt fagligt spektrum fra klassisk kobbertryk over højtryk til digitale billeder og printformer samt fotografiske teknikker som fotogravure, pinholefoto og cyanotypi. Viden og bevidsthed om medier, materialer og teknikker er helt centralt for arbejdet med projekter og værker. Undervisningen er projektorienteret med skiftende temaer, hvor de studerende kan lade sig udfordre både teknisk og idémæssigt og derigennem styrke deres udtryk og praksis. Værkstedet er et arbejdsfællesskab, der kan bruges frit af afdelingens studerende, og alle har ansvar for en velfungerende værkstedskultur. 

Undervisningen bygger bro mellem vejledningen af den enkelte studerende og det fælles forum med værkgennemgange, diskussioner, udstillingsbesøg og et løbende indblik i grafikken som kunstart med fokus på både traditioner og aktuelle danske og internationale strømninger. 

Hybrid v/ billedkunstnerne Lene Desmentik og Svend-Allan Sørensen

Hybrid er afdelingen for form, flade, koncept og kontekst. Værket er den fælles referenceramme på afdelingen. Denne ramme skal dels have et indhold og dels sprænges. Man er som billedkunstner nødt til at se på det, der er ved siden af rammen, for at kunne se netop værket – det være sig sangen, plastikposen nede fra supermarkedet, verdenssituationen osv.

Undervisningen på Hybrid er båret af den enkelte studerendes egen praksis, af at finde, præcisere og udvikle den.

Forudsætningen for en god kunstnerisk udvikling er dialog på kryds og tværs.
Undervisningen er derfor i udstrakt grad refleksions- og dialogbaseret og rummer naturligvis mulighed for fordybelse og egne eksperimenter.
Den består blandt andet af værkanalyser, pejlinger i især den nære kunsthistorie, udstillingsbesøg og praktisk kunstnerisk arbejde.

På Hybrid prioriteres ingen bestemte metoder eller materialer. Kun de der bringer det enkelte projekt det rigtige sted hen.
Der vil af og til være et tematisk forløb, men ingen bundne opgaver til besvarelse, ud over den helt grundlæggende: Hvorfor og hvordan laver du kunst?