
Tirsdag d. 1. oktober kl. 9.15-11.00 inviterer Århus Kunstakademi til en spændende talk om Bauhaus-skolen i A-Huset på Institut for (X). Talken bliver afholdt af professor Anders V. Munch.
Bauhaus-skolen forenede bl.a. arkitektur, maleri, skulptur, kunsthåndværk, scenekunst og industriel design med ønsket om at højne den æstetiske værdi af de objekter, det moderne menneske omgav sig med i det nye industrisamfund i starten og midten af 1900-tallet.
Bauhaus står klart som en af de mest betydningsfulde kunstskoler i 1900-tallet. Skolen blev oprettet i 1919 i Weimar, Tyskland som en sammenlægning af byens kunsthåndværkerskole og kunstakademi under ledelse af arkitekten Walter Gropius. Forening af kunsten og håndværket var fundamentet for skolen og undervisningen lagde særligt vægt på det håndværksmæssige grundlag for al kunstnerisk skaben. Et idelogisk grundlag som tidligere var set hos den engelske bevægelse Arts & Crafts, der eksisterede fra den sidste halvdel af 1800-tallet til omkring første verdenskrig.
Med store betydningsfulde ledere som arkitekterne Hannes Meyer og Ludwig Mies van der Rohe og undervisere som kunstnerne Wassily Kandinsky og Paul Klee er der ingen tvivl om, at Bauhaus for både sin samtid og eftertiden havde og har haft stor indflydelse på alt fra arkitektur og boligindretning til brugskunst, design og kunst.
Anders V. Munch er om nogen ekspert i Bauhaus og har bl.a. skrevet afhandlingen “Fra Bayreuth til Bauhaus. Gesamtkunstwerk’et og de moderne kunstformer”, Aarhus Universitetsforlag 2012. Afhandlingen er en historisk undersøgelse af drømmen om foreningen af kunstarterne og dens betydning for lejringen af de moderne kunstformer, herunder arkitektur og design.
Anders V. Munch er Dr.phil, Ph.D., cand.mag. idéhistorie og kunsthistorie samt professor ved Syddansk Universitet, Institut for Design og Kommunikation og SDU Design.
Talken afholdes i A-Huset på Institut for (X), Skovgaardsgade 5C, 8000 Aarhus C. Den er åben for alle og der er fri entré.