SYMPOSIUM 2026
GenJords symposium 2026 finder sted den 22. oktober 2026 på Statens Værksteder for Kunst i København.
Dagens program og oplægsholdere bliver offentliggjort i slutningen af august, hvor det også bliver muligt at tilmelde sig.
ÅRETS TEMA
Årets GenJord symposium kredser om temaet: Naturforundring – fra en bioetisk vinkel til et kunstnerisk perspektiv.
Bæredygtighedsvinklen for keramikbranchen kan være svær at takle, idet produktionen er forbundet med forbrug af landskaber i bogstaveligste forstand. Den efterlader store huller i jorden, ofte fjernt fra os, og afstanden bidrager til en distance til naturen og vores (skabende) rolle i den.
Gennem flere oplægsholdere på dagen vil vi trække tråde til en øget naturforundring, som spænder fra en bioetisk vinkel til et kunstnerisk perspektiv. Et indgående kendskab til det, vi står med i hænderne, kan medvirke til – og måske det ligefrem er en nødvendighed for – at vi som mennesker (og branche) kan forstå, hvad vi skal værne om – også indirekte branchens fremtid.
Symposiet handler om, hvordan vi gennem kunsten: vores hænder, viden og æstetik kan forvandle og formidle de materialer, vi anvender, til noget af stor værdi og herigennem skabe noget, der kan bevæge andre til en større bevidsthed om den store sammenhæng, vi indgår i. I dette perspektiv ligger en ofte overset vinkel af bæredygtighed, som vi ønsker at belyse på årets symposium.

Symposiet er støttet af Statens Kunstfond, Kunsthåndværk- og designprojekter i Danmark og udlandet samt Augustinus Fonden og gennemføres i samarbejde med Green Craft and Design Guide og Statens Værksteder for Kunst.
ÅRETS KURATORER
Glas- og keramikkunstnere Gerner & Jahncke står bag programmet på årets GenJord symposium.
Gerner & Jahncke forsøger, i deres praksis, at navigere i det paradoks det er at forbruge knappe ressourcer til at videreformidle et budskab. De arbejder i genbrugsglas og porcelæn og inddrager viden på tværs af fagdiscipliner i krydsfeltet mellem det kunstneriske og det naturvidenskabelige.
De to kunstnere indsamler og smelter jord og planteaske til glasfarver og glasurer i jagten på detaljer, der skabes udelukkende af de spor, der efterlades ved høje temperaturer.
Resultaterne, de frembringer, er udtryk for Gerner & Jahnckes følsomhed overfor det, der sker i arbejdsprocessen – en form for teknisk, nørdet, emotionel og intuitiv grundforskning, som både griber ind i det kunsthåndværksmæssige og det naturvidenskabelige felt.
Naturen omkring dem spiller en medbestemmende rolle i de resultater, de frembringer, idet den direkte indgår i tilblivelsesprocessen, og det, der fremkommer heraf, indirekte refererer til elementer som celler, alger, lys gennem bladene, et frøs overfladestruktur, en æggeskals ruhed, naturens forunderlige sammensætninger.
“Vi ser de systematiske eksperimenter og observationer, vores grundforskning udgør, som en vigtig del af vores praksis rettet mod at skabe en sammenhængende fortælling, der vidner om en vågen bevidsthed om det sanselige og tilsyneladende banale – jorden omkring os.”
– Rick Gerner & Johanne Jahncke

