
I marts 2025 træder arkitekt Peter Flejsborg ud af sit arbejde i bestyrelsen på Århus Kunstakademi. En post han har bestredet siden 2009. Som en aktør fra udstillingsscenen blev han i sin tid opfordret til at gå ind i bestyrelsen. Århus Kunstakademi var ikke fremmed for ham. Allerede i sin tid som studerende på arkitektskolen i slutningen af 1970’erne og start 80’erne bevægede han sig meget i kunstmiljøet i Aarhus og kendte til stedet. Derfor var det ikke en svær beslutning at tage udfordringen op og træde ind i Århus Kunstakademis bestyrelse.
Bestyrelsens udvikling
I sit arbejde i bestyrelsen har han haft fokus på at få en bedre struktur, en tydelig retning og en stabil økonomi. Noget der til sammen med et højt fagligt niveau er med til at sikre stedets fremtid. For Peter har det været vigtigt, at akademiet følger med tiden, og at det udvikler sig.
Peter og resten af bestyrelsen har arbejdet på at professionalisere akademiet. Dette gælder både bestyrelsens arbejde med en fast mødestruktur, årshjul, afholdelse af visionsseminarier, samt fokus på strategi og målsætning. Men også at akademiet udadtil opfattes som og er et professionelt sted. Det har båret frugt, og Peter kan se tilbage på et akademi, der i dag nyder større anerkendelse i offentligheden, end da han startede sit bestyrelsesarbejde i 2009.
Peter Flejsborg
- Arkitekt maa
1977-1984 - Medejer Galleri Profilen
1986-2023 - Bestyrelsen Århus Kunstakademi
2009-2025 - Kunstkonsulent
Udsmykningsopgaver
Noget af det, som Peter tænker tilbage på med glæde og stolthed, er de gange han har været med til at facilitere udsmykningsopgaver for studerende på Århus Kunstakademis åbne uddannelse. Galleri Profilen havde flere år tilbage vundet en udsmykningsopgave på Dokk1 i Aarhus, og da der i 2016-17 skulle udsmykkes studieceller i bygningen, foreslog Peter, at de tog fat i Århus Kunstakademi. Det resulterede i et projekt, hvor studerende ad to omgange kunne byde ind på udsmykningen. Resultatet kan ses i studiecellerne i dag, hvor tre tidligere studerende har udført udsmykningen i tre af cellerne. Peter var konsulent på projektet og sad i bedømmelsesudvalget og udpegede vinderne sammen med repræsentanter fra Århus Kunstakademi og Dokk1.

Studiecelle på Dokk1
Ligeledes havde han en finger med i spillet, da Århus Kunstakademis studerende udførte udsmykningsopgaver på Børglum Kollegiet i 2024.
Udsmykningsopgaverne har været med til at give de studerende en smagsprøve på livet som billedkunstner. At flytte undervisningen fra undervisningslokalerne og ud i virkeligheden, hvor de bliver mødt af de rammer, muligheder og begrænsninger, som en udsmykningsopgave indebærer, har været særdeles givende.

Værkstedsplads på Århus Kunstakademi
Århus Kunstakademis plads i kunstmiljøet
Set med Peters øjne har Århus Kunstakademi en fremtrædende plads i kunstmiljøet i dag. Det nære, lokale og taktile, samt det håndværksbaserede, som altid har været i højsæde på akademiet, ser han, at der er et særligt fokus på i samtidskunsten. Og så går den høje faglighed, man finder på Århus Kunstakademi, aldrig af mode. Det er en stor fornøjelse for ham at se, hvor stor og robust en organisation stedet med tiden er blevet.
En stor tak til Peter Flejsborg
Peter har i dag et rådgivningsfirma, som faciliterer opgaver med køb af kunst, udarbejder konkurrenceforslag, implementering og realisering af udsmykningsopgaver og holder foredrag om kunst.
Fra alle på Århus Kunstakademi skal der lyde en varm og hjertelig tak for din store indsats i årenes løb. Vi ønsker dig alt det bedste i fremtiden.
Velkommen til nye bestyrelsesmedlemmer
Med Peters afsked har vi også sagt velkommen til to nye medlemmer af bestyrelsen. Tekstildesigner og forsker i bæredygtighed og design ved VIA University College Anne Louise Bang samt kunsthistoriker og afdelingskonsulent ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet Jan Ulrik Saksø Chrintz Juhl.
Anne Louise Bang er bestyrelsens nye næstformand, mens Jan Ulrik Saksø Chrintz Juhl er valgt som suppleant.
Vi ser frem til et spændende og givende samarbejde.