
Svend-Allan Sørensen: Jagten og poesien
Riffel, ammunition, nedlagte rådyr og ler mødes i et poetisk spændingsfelt mellem voldsomhed og skrøbelig elegance. Billedkunstneren Svend-Allan Sørensen har i samarbejde med keramiker Vinni Frederiksen eksperimenteret med at skyde ler med riffelammunition. Det har resulteret i nogle konkrete og organiske former, som afslører projektilets vej gennem leret. Formerne, som opstår i leret, afstøbes i gips og transformeres over i benporcelæn. I benporcelænet anvender Svend-Allan Sørensen knogler fra rådyr, som han har nedlagt under jagt. På denne måde møder rådyret på poetisk og elegant vis atter det projektil, som er skabt til at nedlægge det, i de kridhvide skulpturelle, krukkelignende former.
Værkerne vises på gruppeudstillingen Rod i Norden på KunstCentret Silkeborg Bad i efteråret 2020.
I Svend-Allan Sørensens kunstneriske praksis spiller jagten, naturen og især kragen en stor rolle, mens en stærk litterær inspiration er gennemgående. Dette afsæt kunne tydeligt mærkes i soloudstillingen Kragen og Bøssen, som blev vist på det odenseanske Galleri Sandberg i efteråret 2019. Her udstillede kunstneren blandt andet grafiske tekstværker af fuglesang og poetiske og ironiske tekstværker inspireret af kragen.
Svend-Allan underviser på fagskolens Afdeling D på Århus Kunstakademis 4-årige uddannelse. Du kan læse mere om kunstneren her.
Du kan få et overblik over vores uddannelses-undervisere her.