Kære Karen, Stig, Kamilla, Anne, Marianne, Jonna, Kate og Christine.
Kære afgængere.
Efter fire år på Århus Kunstakademi er dagen nu kommet, hvor porten smækker i ryggen på jer for sidste gang som studerende her på stedet.
Og derude, på den anden side af porten, venter virkeligheden!!
Det er vigtigt at dvæle ved dette!
Århus Kunstakademi er nemlig ikke virkeligt, har aldrig været det og vil aldrig blive det. Det er et Fata Morgana: En drøm I har haft i fire år om et sted, hvor I kunne få lov at prøve jer selv af, at lege, undersøge diverse materialer og fortælle historier på jeres egne præmisser, og samtidigt blive taget alvorligt af en gruppe erfarne lærere.
Men, som sagt, det hele var en drøm. Og lige om lidt vågner I op.
Hvis I kommer tilbage imorgen, vil det gå op for jer, at Vestergade 29 i virkeligheden huser en frisørsalon, et advokatfirma, en fodterapeut og en Aldi.
Der har aldrig ligget en kunstskole.
Vi har aldrig været her, og I har aldrig gået her.
I er de sidste fire år gået igennem et Harry Pottersk hul i muren, ind i et Hogwarts, hvor fokus er rettet mod magien. Den meget konkrete magi, som det er muligt at skabe gennem arbejdet med kunst.
Og for nu at fortsætte med magien som metafor:
Den magi der undervises i på dette ikke-eksisterende sted, er ikke en magi der finder sted, ved at svinge en tryllestav eller udsige en magisk formel.
Det er en magi der kræver lang tids øvelse i processer, som involvere magiske materialer såsom gips, ler, tubefarver, sværte, glasur, lærred, papir, blyanter, kul, tusch og en lang række andre materialer, som det er op til den opfindsomme, vordende magiker selv at introducere i sit arbejde.
Dertil kommer magiske redskaber som trykpresser, pensler, staffelier, keramiske ovne, kavaletter o.s.v. som det kræver kyndig instruktion hos en erfaren troldmand at mestre.
Den magi I er blevet introduceret til her på stedet, er ikke en magi der lykkes hver gang. Der findes ingen magisk håndbog med formularer der løser alle problemer. Det er en magi uden hokus pokus!
Det er en magi der kræver en uforholdsmæssig stor indsats af magikeren, uden nogen garanti for, at resultatet står mål med indsatsen.
Der er noget på spil!
I rækker ned i jeres magikerhat, og tror at I kommer til at trække en hvid kanin op, men får i stedet fat i en muldvarp.
I spørger så jer selv; “Måske kan der være en dybere mening med, at det blev en muldvarp?”
“Måske var det aldrig meningen at det skulle være en kanin?”
“Måske har jeg nu fundet ud af, at jeg skal være magikeren der tryller med muldvarpe, og ikke med kaniner?! Muldvarpen skal fra nu af være den røde tråd der går igennem alle mine tryllerier!” Og sådan er alting godt, indtil den dag, der kommer en Ged op af hatten i stedet! Så starter overvejelserne på ny.
Sådan har magikere så mange frustrationer. Nogle af dem mere formålstjenstlige end andre.
Tvivl kan nemlig være frustrerende, hvis den fører til ubeslutsomhed. Men samtidig er tvivl: Den evige spørgen der aldrig stiller sig tilfreds med de nemme svar, også den drivkraft, der skaber udvikling og forhindrer stagnation.
Man må acceptere at magien ændrer sig i takt med at magikeren forandrer sig, flytter sig mentalt og bliver mere erfaren. Selv gamle erfarne magikere kan lære nye tricks, og den dag de ikke kan, eller vil, er det på tide at hænge troldmandskåben væk. Magi er ikke statisk!
Det kræver derfor robusthed at være magiker! Også når Farisæerne og de Skriftkloge påstår at magi ikke er andet end svindel og humbug, og hævder at jeres møjsommeligt udviklede tryllerier kunne udføres af en 2 årig eller en Cirkus-Chimpanse.
Men alt dette ved I jo godt.
I skal nu ud og prøve at arrangere jeres egne shows, og på andre måder få vist hvad I kan, og det kan være svært, nogen gange uoverskueligt, hvis man er alene om det.
Hvis man derimod er en gruppe der finder sammen om at skabe mulighederne og skaffe pengene, bliver alting lettere, og sjovere.
Jeg synes derfor det er vigtigt, her på falderebet, at gøre jer opmærksom på dette:
Sammen kan I udrette mere end I kan hver især. Så hold kontakten!
Ikke nødvendigvis jer afgængere indbyrdes. Men prøv at fastholde det fællesskab I her på stedet har oplevet med andre studerende, nuværende som forhenværende, som I har haft en god dialog med, og med hvem I føler et slægtskab.
Skab jeres eget miljø. Lad være med at sidde med hænderne i skødet og vente på at nogen andre inviterer jer indenfor. Lav jeres egen fest!
I kan bruge hinanden konstruktivt. I kan præsentere det I laver for hinanden, og give respons, sparring og kritik, og på denne måde fortsætte den proces som I er kommet ind i her på stedet.
Der er nogle ting som det er lettere at tale med kollegaerne om, end med udenforstående, ganske enkelt fordi kollegaerne ved hvad I taler om.
I kan give hinanden støtte og opmuntring når tvivlen nager og selvtilliden er i bund. Men også dele glæden man oplever når tingene lykkes, og som gør at man holder fast og bliver ved.
Det er således vigtigt at forstå, at selvom I nu har afsluttet jeres forløb her på Århus Kunstakademi, så betyder det ikke at jeres uddannelse er afsluttet. Det bliver den aldrig.
Det vidunderlige, og nogen gange rædselsfulde, ved det vi beskæftiger os med, er netop at det ikke har nogen afslutning. Der er ikke nogen endegyldig løsning!
Det er en livslang undersøgelse, og I vil forhåbentlig være under stadig udvikling, og blive mere og mere bevidste om, hvad det er I gerne vil med jeres arbejde. I vil aldrig ramme helt plet. Men, som sagt, det er en del af pakken.
Og, nåja. Hvis I har brug for en pernittengryn til at læse en tekst igennem I har skrevet, eller give respons på jeres arbejde, så kan I altid trække på mig. I har min mail-adresse, og I ved at svaret bliver irriterende langt og kritisk, men grundigt.
Jeg kunne sagtens sige meget mere, men denne her dag handler heldigvis ikke om mig, men om jer, afgængerne fra Århus Kunstakademi.
Jeg er sikker på at jeg ikke er alene om at ønske jer alt det bedste for fremtiden.
Jeg synes derfor vi alle bør udbringe en skål for afgængerne!
SKÅL
