HVEM ER VI?
GenJord – Bæredygtig keramisk praksis er initieret af Århus Kunstakademi i samarbejde med professionelle keramikere.

Vinni Frederiksen, Keramiker og kurator på GenJords symposium 2025
Vinni Frederiksens værker er ofte koncept- og materialebaseret. Hun stræber efter at ramme en balance mellem form, materialets egne betingelser og en aflæsning af en fysisk tilstedeværelse i det færdige værk. Der bruges råstoffer fra den danske undergrund for eksempel jord, ler, sten, kridt og vulkansk aske. Materialet analyseres og afsøges til det yderste. Hun går i dialog med jordens erindring både konkret og filosofisk. En sansning over det rå, basale jord.
Vinni Frederiksen blev i 2022 tildelt Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.

Maja Ejby, Keramiker og kurator på GenJords symposium 2025
Maja Ejbys kunstneriske praksis kredser om mødet mellem materialets fysik og immaterielle fysiske fænomener for at bidrage til en refleksion over universets love og den menneskelige oplevelse – hvor lerets fysik ofte bliver et afspejlende og reflekterende værktøj.
Aksen i Maja Ejbys arbejde tager udgangspunkt i fire hovedlinjer; Nytænkning af materiale og proces med henblik på fagligt fremskridt. Transformation af den keramiske praksis i en bæredygtig fremtidsorienteret ramme. Tværfagligt samarbejde og vidensdeling til fremme for felt og projekt. Forankret i en kunstnerisk og håndværksmæssig bevidsthed.

Helle Bovbjerg, Keramiker og projektleder på GenJord i 2023-2024
”Jeg er uddannet keramiker fra Designskolen i Kolding. Jeg er optaget af mødet mellem mennesker, fællesskaber og det at sætte fagligheder sammen til dialog og udveksling. Med projektet Genjord ønsker jeg at medvirke til at danne netværk med henblik på, at keramikere bliver inspireret til at præge og udvikle deres egen praksis med et bæredygtigt perspektiv.”

Karoline Bach Larsen, Keramiker
”Det keramiske fag har brug for en fælles platform, hvor vi kan udvikle og dele bæredygtige erfaringer. Jeg er interesseret i finde konkrete værktøjer til, hvordan vi som udøvende keramikere, kan drive en praksis, der tager ansvar for den verden, vi lever i.”

Ida Fonslet, Billedkunstner uddannet fra Århus Kunstakademi
“Med arbejdet i GenJord ønsker jeg at undersøge, hvordan vi som formgivere og formidlere kan bruge materialer og fremstillingsmetoder med omsorg og omtanke for verden omkring os.”

Anne Louise Bang, Tekstildesigner og forsker i bæredygtighed og design ved Via University College
“Min forskning er praksisbaseret og eksperimenterende. Jeg interesserer mig specifikt for bæredygtighed, design og dialog mellem mennesker baseret på fysiske materialer og sanselighed. GenJord giver mig mulighed for at arbejde tværfagligt. Jeg glæder mig til at dele mine erfaringer og viden om tekstil og bæredygtighed med formgivere og designere i det keramiske felt.”

Halfdan Kruse, Film- og TV produktionstekniker
”Projektet GenJord giver et blik ind i en proces og et mål, der via lys, lyd og billede kan formidles og deles på spændende og informative måder. Jeg er interesseret i at dokumentere denne proces og formidle den til de folk, som arbejder for at udvikle og dele nye bæredygtige initiativer.”

Marianne Gasbjerg, Rektor ved Århus Kunstakademi
Katrine Hee, Projektleder og kursus- og uddannelsesadministrator ved Århus Kunstakademi
Michéle Holde, Kontor- og kommunikationsassistent ved Århus Kunstakademi
”På Århus Kunstakademi har vi i mere end 60 år undervist i keramik, og vi uddanner hvert år en gruppe professionelle keramikere, der arbejder med keramikken som billedkunstnere og kunsthåndværkere. Dertil kommer, at mere end 250 keramikkursister hvert år deltager på et af vores mange kurser inden for keramikken. Derfor føler vi en særlig forpligtigelse til at udvikle faget, gøre det mere bæredygtigt og til at videreformidle den viden, som vi indsamler. Vi har en stor interesse i at vores egen tilgang er bæredygtig, og kan vi give det videre til vores kursister, har vi allerede sat gang i en positiv bevægelse her.
Alle undervisere på Århus Kunstakademi er professionelle keramikere med ambitioner på fagets og fremtidens vegne. Det giver et godt afsæt for at skabe et ambitiøst og fagligt stærkt netværk som base for projektets pionerarbejde.”
SAMARBEJDSPARTNERE
Projektet er i 2025-27 støttet af Statens Kunstfond, Kunsthåndværk- og designprojekter i Danmark og udlandet, Augustinus Fonden, Kulturministeriets udviklingspulje til lokal folkeoplysning, Aftenskolernes pulje til Grøn Omstilling, Aarhus Kommune, Efterskoleforeningen og Folkehøjskolernes Forenings Skoleudviklingspulje.










