


Tirsdag den 3. september kl. 13.00-15.00 inviterer Århus Kunstakademi i samarbejde med Kvindemuseet til artist talk med billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdan på Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5 i Aarhus. Talken er gratis efter betalt entré til Kvindemuseet.
Kroppen er i den grad til stede i Stense Andrea Lind-Valdans kunst. Feltet hun bevæger sig i, kan siges at være maleriets udvidede felt hvor hun veksler mellem at arbejde med maleri i en mere klassisk forstand kombineret med en fotografisk praksis, en litterær og tekstlig forankring og en performativ dimension. Hun har ofte brugt sin egen krop helt bogstaveligt i sine værker, enten som pensel: hænder, bryst, ryg, fødder, tænder og tunge, eller dens væsker: blod, urin, spyt, tårer. Værkerne peger på noget helt friskt og samtidigt forgængeligt. Hun har investeret sig selv i sin kunst, mens sikkerheden i beherskelsen af et klassisk håndværk er forkastet til fordel for en beherskelse af mere affektiv art.
Stense Andrea Lind-Valdan vil nærværet, og møder os et tvivlens sted, hvor hun har givet slip på hvad et billede er og kan være. Det lidt hjælpeløse, men også taktile og delikate kendetegner hendes kunst – som samtidig kan være voldsom både formelt og indholdsmæssigt – samt en interesse for at skabe billedlige forskydninger og overførsler. Hendes værker kredser om eksistentieller emner som køn, begær, tab, død og kærlighed.
Til denne artist talk på Kvindemuseet vil Stense Andrea Lind-Valdan tage udgangspunkt i sit bidrag til udstillingen Overgange og ud fra det åbne op for en større sammenhæng mellem dette værk og hendes øvrige praksis.
Udstillingen Overgange // Transitions kan ses på Kvindemuseet frem til den 29. september. Læs mere her…
Stense Andrea Lind-Valdan (f. 1985) bor og arbejder i København og er uddannet på Kunstakademiet i København i 2011, hvor hun studerede maleri hos professor Tumi Magnusson. Siden har hun udstillet flittigt, senest i Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel med seperatudstillingerne KNEBEL i 2017 og Cut også i 2017. Siden 2012 har hun skabt bloggen youshouldpopstuff.blogspot.dk, som nu kun eksisterer som arkiv. Sammen med kunsthistoriker Rune Gade er hun medstifter af Forlaget Sød tøs, hvor hun senest har udgivet kunstnerbogen Cut (2017), Rede i 2018, samt 33 som udkommer i august 2019. Hendes værker er indkøbt af Statens Kunstfond, Det Nationale Fotomuseum samt Statens Museum for Kunst.
Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5 i Aarhus. Talken er gratis efter betalt entré til Kvindemuseet.