
Tirsdag den 4. oktober 2022 kl. 13.00-15.00 inviterer Århus Kunstakademi i samarbejde med Kunsthal Aarhus til artist talk med billedkunstner Rolf Nowotny.
Omdrejningspunktet for artist talken er Nowotnys kunstneriske praksis.
Nowotnys værker manifesterer sig ofte som kunstinstallationer eller hele udstillinger. Kunstneren skaber skulpturer, som er figurative og som låner sit billedsprog fra horror-genren. Ansigterne og kroppene i hans værker er udflydende, mens materialesammensætningerne er grove og brutale. Nowotny arbejder med motiver og materiale fra begrebet og genren folk-horror, hvor folklore eller almuehistorie møder horror. Her inddrager han folkedragten til motivverdenen og dermed til en bredere undersøgelse af almuestilen. I installationen RAED SAA RAED SAARET SAA SAARET kravler et uhyggeligt væsen eksempelvis afsted i en folkedragt med et opvaskestativ på ryggen.
Kunsthistoriker Anna Weile siger om Nowotnys værker: Det gyselige, abjekte og groteske er udtryk, der vækker en direkte reaktion i kroppen. Det trænger sig på. I Nowotnys skulpturer er figurationen vendt tilbage med disse kvaliteter. Tidligere tiders æstetik, materialer og motiver, alt det som moderniteten har fortrængt, er som en byld blevet indkapslet og betændt, og nu bobler det frem mod overfladen som et uforløst traume. Det abjekte hjemsøger Nowotnys skulpturer, som en creepy genkomst af alt det der blev fortrængt af modernismens rene udtryk og illusoriske tro på evig fremgang.
Rolf Nowotny (f. 1978) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og har haft solo- og gruppeudstillinger i både Danmark og udlandet. Hans senest soloudstillinger er NOCLIPLILT på Simian og RAED SAA RAED SAARET SAA SAARET på Ebeltoft Kunsthal. Han er repræsenteret i flere samlinger herunder Statens Museum for Kunst og Ny Carlsbergfondet og modtog i 2021 Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens hæderspris. Rolf Nowotny bor og arbejder i København.
Artist talken bliver afholdt tirsdag den 4. oktober 2022 kl. 13.00-15.00 i Kunsthal Aarhus. Den er åben for alle og der er fri entré.