Peter Land - Psychosomatic10Peter Land har arbejdet på tværs af medier med både skulptur, installation, video, objekter og tegning. Hans arbejde er oftest figurativt fortællende og kredser, med udgangspunkt i menneskekroppen, omkring sociale, psykologiske og eksistentielle spørgsmål. I sit arbejde har han ofte anvendt humor og/eller horror som strategi rettet mod at engagere betragteren.

De seneste år har han primært arbejdet med afstøbte menneskefigurer, som fremstilles i glasfiber eller indfarvet silikone med menneskehår og glasøjne. De iklædes desuden rigtigt tøj. Derved opnås en høj grad af realisme. Dog tilføjer han ofte ekspressive detaljer i den færdige figur. Dette gør figurerne fascinerende, samtidig med at de virker intimiderende og til tider frastødende: Et udtryk som, sammen med iscenesættelsen af figurerne, indgår i, og er med til at forstærke det specifikke indhold i den enkelte figur. I sit arbejde med disse figurer er han bl.a. inspireret af Ernst Jentschs og Sigmund Freuds idéer om ‘Das Unheimliche’ og den Japanske robotteknolog og filosof Masahiro Moris tanker om ‘The Uncanny Valley’.

Mød kunstneren på Kunsthal Aarhus

Mød Peter Land til artist talk på Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade 13, Aarhus

Tirsdag d. 10. november 2015. kl. 13 – 15

Artist talks er arrangeret af Århus Kunstakademi og der er fri entre

“Peter Land er en billedkunstner, der har opnået betydelig gennemslagskraft og anerkendelse i Danmark og internationalt med sine meget personlige værker. Han har udstillet ekstensivt I udlandet, og hans værker er repræsenteret på en række museer i ind- og udland, i Danmark på bl.a. ARKEN, Louisiana, ARoS og Statens Museum for Kunst.”

Gyldendals Den Store Danske Encyclopedi

“Peter Land bruger sig selv og disse referencer i en selvironisk og kritisk undersøgelse af de traditionelle manderoller og af, hvordan de krakelerer i situationer af ensomhed, ydmygelse og nederlag. Han insisterer humoristisk på, at kontroltab og klodsethed er eksistensvilkår i en ellers stadig mere strømlinet og perfektioneret moderne tilværelse.
”

Marianne Torp, Statens Museum for Kunst