Artist talk med Claus Haxholm

Foto: Natalie Black

Tirsdag den 21. november 2023 kl. 13-15 inviterer Århus Kunstakademi til artist talk med billedkunstner Claus Haxholm. Talken foregår i Store sal på Dokk1 i Aarhus.

Ud over at være udøvende billedkunstner underviser Haxholm i maleri på Afdeling G på Århus Kunstakademis fireårige, åbne kunstuddannelse. Hans uddannelsesmæssige baggrund fra Det Kongelige Danske Kunstakademi har givet ham en indføring i det traditionelle maleri, men det ville være forkert at kalde ham en traditionel kunstmaler. Haxholms tilgang til maleriet er åben, eksperimenterende og undersøgende og hans undervisning på Afdeling G afspejler dette. Han yder teknisk og konceptuel støtte og sparring til de studerende og forsøger at skabe en hverdag med balance mellem de studerendes interessefelter, og hvad de har brug for af færdigheder, inden de tager afgang og kan kalde sig billedkunstnere.

Omdrejningspunktet for artist talken er Claus Haxholms kunstneriske praksis

Haxholms kunstneriske praksis er ofte baseret på performative og eksperimenterende elementer. Han lader sig ikke begrænse af et enkelt medie eller en bestemt metode, når han arbejder med sin kunst. Det var tydeligt på udstillingen Af natmørkt hav på Ebeltoft Kunsthal i 2022. Udstillingen bestod af en totalinstallation, hvor video, lyd, stofværker, grafik og tekst bearbejdede kysten og landskabet som det foranderlige sted, det er. Som en samlende tematik oversatte Haxholm i udstillingen musikgenren ambient til et visuelt sprog. Musikgenren ambient fokuserer på lydenes klangfarve; noget som Haxholm er meget optaget af.

Lyd og elektronisk musik har en fremtrædende rolle i Haxholms kunstneriske virke. Han har blandt andet lavet en podcastserie ved navn Ask the Dust på The Lake Radio, som tager udgangspunkt i støv både i kulturel, social, historisk, politisk og kosmisk forstand. Serien er tænkt som en række informative eller polemiske lydskulpturer og undersøger en personlig undren over dette ”livsrestmateriale”.

Haxholm driver desuden en kunstnerisk research-platform, som hedder Stress Indicators, der arbejder med loops af lyd i bred forstand. Som inspiration hertil kan nævnes den amerikanske kunstner Sturtevants gentagelses-praksis, og der kan også trækkes tråde tilbage til mere klassisk minimalisme.

Kunstneren har udstillet og performet på Alter, som er en Aarhus-baseret festival for grænsesøgende og eventyrlysten musik, lyd og kunst. I august 2023 performede han på Møntmestergården i Den Gamle By i Aarhus i forbindelse med Alter. Herudover har kunstneren udgivet elektronisk musik og undervist heri på Musik- og Teaterhøjskolen i Sønderjylland.

Claus Haxholm er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014. I august 2023 tiltrådte han som underviser i maleri på Afdeling G på Århus Kunstakademis fireårige, åbne kunstuddannelse. Du kan læse mere om uddannelsen her. 

Artist talken er åben for alle og der er fri entré.

Dokk1
Hack Kampmanns Pl. 2, Store sal
8000 Aarhus C