Tirsdag den 21. februar 2017 kl. 13.00-15.00 inviterer Århus Kunstakademi i samarbejde med Det Jyske Kunstakademi og Kunsthal Aarhus til artist talk med billedkunstner Eva la Cour.
Eva la Cour (f. 1982) er en dansk billedkunstner, der primært arbejder med audio-visuelle og rumlige former for montage og display, performance og tekst. Hun er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi (2010) og fra Visual and Media Anthropology ved Freie Universität i Berlin (2012).
I hendes kunstneriske arbejde er der en gennemgående interesse for kropslige erfaringer knyttet til specifikke situationer og topografier, trænede blikke og medierende objekter og billedsprog.
Som ph.d. ved kunstakademiet Valand i Göteborg er hun i øjeblikket i gang med det kunstneriske forskningsprojekt The Figure of the Guide (Mediating the Open Terrain). Det er et projekt, der blandet andet er rettet mod vidensproducerende praksisser i det arktiske terræn og deres betydning for i et politisk kredsløb af værditilskrivning. Herunder den betydning, som visse begreber om viden og værdi har for vilkårene for visuel produktion og kunstnerisk arbejde.
På Kunsthal Aarhus vil Eva la Cour introducere til dette projekt gennem arbejdet med “filmperformancen” Martin’s Eye. Sammenstykket af audiovisuelle fragmenter fra feltarbejde baseret på to fiktive karakterer handler Martin’s Eye om et kollektiv af etablerede forskere om bord på en to-ugers ekspedition ved den arktiske øgruppe Svalbard og om de landskaber, deres fælles og individuelle fortællinger og praksisser skaber.
Læs mere om Eva la Cour her
Artist talk foregår i Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade 13, Aarhus. Der er åbent for alle og fri entré.
Læs mere om vores samarbejdspartnere: Kunsthal Aarhus og Det Jyske Kunstakademi.