ELSE RØNNE
Harmonisk ubalance, 2024
Else Rønne formgiver en både sanselig og funktionel samling af brugskeramik i stentøj og porcelæn. Hendes arbejde fokuserer på asymmetri i forhold til traditionelle centrerede former og eksperimenterer med at forene kontraster i formsprog såvel som farve og overflade.
I Elses arbejde er det essentielt at udfordre den forventelige og traditionelle symmetri – at tilføre en ubalance, som skaber visuel undren og nysgerrighed og at arbejde på grænsen af funktionalitet og teknik. Æstetik og sanselighed tillægges i dette arbejde lige så stor vægt som brugsværdi og funktion.
Afgangsprojektet præsenterer en borddækning uden konventionelle serier af ens dele. I stedet er hver del unik men alligevel forbundne gruppevis i et fælles formsprog og kan kombineres på utallige måder.