NYNNE HOE
Landskabsmaleri
Dette projekt består af en række organiske materialer gravet op af undergrunden forskellige steder i Danmark. Jordbunden har gennemgået en proces af oprensning, tørring, sortering og findeling, og den fremstår her i sine mindste dele, som det fineste, luftbårne pulver i en bred palet af farver fra neapelgul til aubergine.
Materialerne er lagt på gulvet i cirkelformationer ud fra princippet om gentagelse og forskydning, og heraf er der opstået diverse midlertidige terræner af skiftende dimension, mønster og skala. Varierende landskaber med højdedrag, eroderede flader og lavninger er opstået og nedbrudt her i en langsom proces, der peger tilbage på naturens egen formdannelse.
Materialet er indsamlet i det danske landskab ved kyster og klinter, på marker, i moser, i grusgrave og ved søer. Redskaberne er lavet af genbrugsmaterialer, og projektet er realiseret ved håndkraft primært med den hensigt at skabe et projekt, der på en bæredygtig måde kan finde plads i verden.
Ligesom det er en del af processen at tømme gulvet og lægge materialet tilbage i bøtter efter opbygningen af et terræn, er det på samme måde en del af projektet, at det ikke skal efterlade noget varigt aftryk på vores jordklode.
Tillad cookies for at se de to film i højre side eller klik på teksten.


