HANNE SKJOLD KNUDSEN
Afgangsudstillingen Korridor består af en værkkreds inden for maleri, broderi, papirarbejder, skulptur, genstande og materialer fra naturen. Omdrejningspunktet er dødens uundgåelighed, og hvordan det at forholde sig til døden kan være en skærpelse af livet. Således er der en korridor mellem livet og døden, hvor der er en form for bevægelse og et helt nødvendigt åndedræt, som puster liv i livet.
En korridor defineres ved at være en forbindelsesgang mellem to områder eller tilstande. En passage for bevægelse og erindring. Mellem de levende og de døde. Mellem det enkelte menneske og dets egen død. Men også mellem alt levende. En mulighed for at huske på hvad vi får, giver og er.
Værkkredsen kan endvidere spejles ind i begrebet det Chthulucæne. Her mødes tanker omkring interagensen og afhængigheden mellem alt levende i en klimamæssig kontekst med idéer omkring livets kompostering og cyklus.
Dødens endegyldighed tydeliggør livets skrøbelighed og alt livs forbundethed. Aspekter der må ses som definerende for eksistensen i alle dens dimensioner, hvilket kalder på opmærksomhed, nærvær og handling.