MARIE KAARØE
Værket er resultatet af en undersøgelse af forholdet mellem to og tre dimensioner.
Det tredimensionelle element i værket er en skulptur med form som en hvid kube på 30 x 30 x 30 cm, hvori der er lavet flere præcise indhak. Kuben er støbt i hvid gips. Det todimensionelle element er 12 tegninger, alle med formatet 30 x 90 cm tegnet med hvidt bly på sort papir. Forholdet mellem kube og tegninger opstår, da tegningerne er lavet med udgangspunkt i kubens form ud fra et forudbestemt system.
Mit arbejde med værket har bestået i at formgive kuben og samtidig skabe et system, hvormed kubens form kunne udfoldes til tegninger, der har deres eget grafiske udtryk.
Kube og tegninger er ligeværdige dele af værket. Deres placering danner et relationelt rum, og de enkelte elementer vil ikke give samme mening alene. Det er et gennemgående tema i min praksis at lægge flere lag på det umiddelbart enkle og stramme udtryk. Kan det enkle indeholde kompleksitet og flere mulige betydninger? Der opstår en klarhed, når der ikke er noget overflødigt til stede og detaljerne kommer til deres ret og påberåber sig den opmærksomhed, som de fortjener i en kompleks og kaotisk verden.