HEIDI HANSINE KIRKEGAARD NIELSEN
De fire værker sætter fokus på mødet mellem forskellige teknikker.
Grafik overfor maleri og tegning. Klassiske landskabsmotiver overfor abstrakt maleri. Derudfra skabes surreelle universer. Verdener af relationer, samhørighed og isolation afspejlet i psykologiske lag af eksistentielle temaer.
Landskaberne er fra landsbyen Haurum, hvor jeg er vokset op. De 4 motiver viser hver sin indgangsvej til byen.
Refleksionerne, som opstår i mødet med erindringen, er udgangspunktet for mit arbejde med billederne. Mit fokus har været mødet med eget ophav og de relationer og stemninger, jeg genkalder mig i den forbindelse.
Værdisætningen af de forskellige metoder er tilstræbt flertydig. Beskueren kan fokusere på landskaberne, de genkendelige motiver, de mønstrede flader eller stemningerne i farvernes sammensætning og læse sig selv ind i fortællingen.
Landskabet er skåret ud i store klassiske træsnit. Konturer af menneskelige figurer er malet med hvidt på den dystre bund for at underbygge en verden af lurende uhygge, forladthed og melankoli.
Det dramatiske i træsnittets sort/hvide udtryk samt destruktion og hel eller delvis overmaling af trykkenes renhed stillet overfor de abstrakte flader af tern, som giver associationer til pixels, et fænomen vi kender fra samtidens digitale billeddannelse, kan pege på en verden i opløsning.


