Som uddannet kunstner fra Århus Kunstakademi kan man arbejde kunstnerisk og kreativt inden for mange forskellige områder, både nationalt og internationalt. Man kan etablere sig selvstændig med fokus på salg af egen kunst, design eller kunsthåndværk. Man kan også bruge sin viden og erfaring inden for kunsten som kurator på andre kunstudstillinger, kreativ sparring m.m.

Faranak Sohi

I sin kunstneriske praksis tager Faranak Sohi afsæt i sin egen livshistorie. Mange af hendes værker har derfor et samfundsrelateret indhold, og hun italesætter og problematiserer ofte kultursammenstød, med udgangspunkt i sine egne oplevelser fra henholdsvis Iran og Danmark.

Sohi er en kunstner med noget på hjerte. Hendes virke drives af en stærk indre nødvendighed, og hun har beskæftiget sig med kunst, så længe hun kan huske. Det er vigtigt for hende, at finde det medie, der er bedst egnet til at videreformidle den historie, hun ønsker at fortælle.

“Hvem skulle tro, at man kunne udvikle sig så meget, da man første gang gik gennem porten til Århus kunstakademi?
Jeg har altid været kunstinteresseret, men mit syn på kunst var mere eller mindre gammeldags! Men hold op, hvor fik skolen ændret både mit syn og holdning til kunst, så jeg fik mere indblik i den moderne kunst og dennes verden. Jeg boede nærmest på akademiet i flere dage i træk, og fik dermed ro til at male og fordybe mig i kunsten. Der blev stillet krav til en, og det var bare fedt at få et spark og opleve masser af udfordringer. Jeg lærte at bruge mig selv og de oplevelser jeg har haft gennem livet i min kunst. Jeg fandt mit eget udtryk og fik også en del anerkendelse for det. Jeg har aldrig troet, at jeg kunne nå så langt!”

faranak.dk

Stine Leth

Stine Leths foretrukne materiale er garn med forskellig tekstur, tykkelse og stoflighed. Arbejderne udvikler sig i forhold til de forskellige materialers muligheder, og til de reaktioner og ideer der opstår i processen. Et andet centralt element er farven. Her er ingen smålig skelen, alle farver er i brug i et samspil, der vidner om stor sans for dens muligheder. Objekterne opstår som små koloristiske helheder.

De små klumpede skulpturer eller underlige hængende objekter, er både konkrete, svævende og naive. De udstråler optimisme, humor og menneskelighed. Det lykkedes at få farve og materiale til at arbejde sammen og give formen kvalitet. Den legende tilgang og den humoristiske vinkel gør at man bliver berørt og glad af at stifte bekendtskab med Stine Leths værker.

Udover eget salg af sine værker har Stine Leth skabt unikke værker til Ferm Living, og designet skamler til Korridor Design i samarbejde med arkitekt Henrik Ilfeldt.

stineleth.dk

René Holm

René Holms kreative inspiration udspringer fra det virkelige liv. Hans værker handler om mennesker fra mindre bemidlede samfundslag, hvis skæbner og levevilkår giver stof til eftertanke. Når han blandt andet skildrer hjemløse fra New York, beboere på danske asylcentre og kinesiske fabriksarbejdere handler det om at være menneske. Han arbejder ofte i serier, hvor han kan arbejde i dybden med en tematik.

”De første par år på Århus Kunstakademi kom vi omkring både farvelære, mønstre, croquis, klassisk tegnelære og rumlig form. Jeg kan huske, at jeg tit tænkte: Hvad skal jeg dog bruge det til, når jeg nu vil være maler? Senere har jeg ofte taget mig selv i at lave mønstre, trække min farvelærebog frem eller jeg har benyttet andre metoder, som vi lærte dengang, i mit arbejde i dag.”

reneholm.dk

Helle Kingbird Bjerregaard

Helle Kingbird Bjerregaards praksis består af performance, skulptur og fortælling – som ofte bliver smelter sammen om én fortælling. Fortællinger som handler om hengivelse, tillid, accept, tab, forventning, helte og tragedier og som tager udgangspunkt i hende selv. Selvom værkerne som udgangspunkt rummer deres egen skulpturelle fortælling, forvandles de igennem forløbet og flettes ind i hinanden. Hun beskriver helst sine performances som en rituel interaktion, hvor materialet ’lokkes’ til at fortælle en historie om både materialets kerne og kunstnerens indre. Derved placerer hun den rituelle fortælling i grænselandet mellem skulptur og performance , og resultatet bliver ofte en beretning om eksistens.

“Jeg har altid følt mig hjemme på Århus Kunstakademi – der er noget med bygningen. Men især mødet med mine tidligere lærer Helle Hansen og Kim Holm gav mig en meget åben, men disciplineret tilgang til leret. De var meget forskellige. Den ene ville råbe langsommere, hvor den anden ville råbe hurtigere, men de ville begge sige: ”Alt er muligt, hvis det skal være.” Dette var ikke kun snak, de viste det ved eksempel. Vi byggede for eksempel en kæmpe skulptur ud af 5 tons ler. Da den var blevet brændt på stedet og afsløret, så den stod glødende og lysende mod natten, forstod jeg, at leret faktisk kunne alt.”

hellekingbirdbjerregaard.com

Lea Nielsen

Den kunst, som vil fortælle os noget om verden og livet, har altid været optaget af dialektikken mellem forsiden og bagsiden og derfor er der talrige eksempler på kunst der bearbejder forskellige modsætningspar såsom grim/skøn, hygge/uhygge, ufarlig/farlig osv. Inden for det keramiske felt og især i den beslægtede porcelæns- tradition findes en hundredårig tradition for fortællende figurativ formgivelse, som tidligere havde sin kulmination i barokkens voluminøse opsatser og overdekorerede fade.

I samtidskunsten ser vi i dag en del yngre keramikere, med interesse for at fortælle historier og på den facon bidrage til nyfortolkning og relancering af de ældre formater. Lea Nielsen er en af de unge talenter, som bruger sit kendskab til kunsthistorien til at tage livtag med traditionerne.

I sit markante afgangsprojekt fra Aarhus Kunstakademi i 2012, viste hun med værkinstallationen Space of abjection et overbevisende talent. Iscenesættelsen af de modificerede klassiske kvindebuster var en stærk kommentar til selviscenesættelse og forside/bagsideproblematikken, som den kommer til udtryk i nutidens reklame-dominerede verden.

Kvinderne var ens og skønne som gudinder på forsiden, men bagved den lydefrie overflade, afslørede de ubehagelige deformiteter og sygdomslignende tilstande. Lea Nielsen er fascineret af det abjekte: det vi ikke bryder os om, det vi udstøder, gemmer og frygter. Hun beviste med overskud og formel præcision at hun mestrer opgaven såvel håndværksmæssigt og intellektuelt. Tekst: Trine Rytter, foto: Erik Balle.

lea-nielsen.dk

Share on Google+Share on FacebookShare on LinkedIn