ANNE THINGGAARD

U RO, 2017

Tegninger, Materialer: RO: Blyant på papir, URO: Blæk og tusch på papir, varierende mål

I jagten på det perfekte liv næres frygten for udstødelse – urangsten for at blive forladt af flokken. Det indre er overset – eftertænksomhed og langsomhed er fejet af banen til fordel for effektivitet. Det moderne menneskes uro, som også er min, danner bund i mit afgangsprojekt.

Som et slags symbol på det ydrestyrede menneskes tilsyneladende tomhed har jeg valgt at tage udgangspunkt i noget banalt og upåagtet fra det private rum: tilfældige tøjbunker, vasketøj, dynen i sengen.

Jeg kredser om spørgsmålet:  er det er muligt at se noget nyt i et hverdagsobjekt, man har berørt med sit blik utallige gange uden virkelig at se det? Med blyant på papir tegner jeg nøgternt linjer, folder og buler i en næsten meditativ opmærksomhed på netop det, der er lige for.

Jeg tegner derefter det samme motiv med tusch, gammeldags penne eller bambuspind på pergament, der afviser vandet, eller på vådt, sugende papir. PAPIR, et ældgammelt både stærkt og skrøbeligt materiale, som har båret menneskers tegn gennem århundreder i form af kalligrafi eller tuschtegninger. VAND, uden hvilket vi ikke kan overleve, i drømme ofte symbol på det emotionelle.

I udvaskningen af de kontrollerede linjer frigør tegningen sig fra sit udspring, der opstår abstraktioner og nye figurationer. Jeg følger de associationer, der opstår, med frihed til flertydighed. Ved at synliggøre nogle af de sære former, der gemmer sig i det banale, vil jeg gerne inspirere til en hverdagspoetik. Jeg vil også forsøge at vække de ”forklædte” betydninger, der sover under den trivielle overflade.

CHRISTINE URFE BENDT

Accessories, 2017

Installation. Materialer: teglværksler, porcelæn, handskeskind mm.

Temaet for mit afgangsprojekt tager afsæt i et sølvsmykke, som jeg skabte for mange år siden, af min mormors efterladte sølvtøj. Det var et 5 cm langt, massivt, dråbeformet vedhæng med 2 ovale væsner, hvis haler samlede sig og blev til et øje, hvori en sortsværtet lædersnor forbandt smykket til min hals. Der hang det eller rettere sagt lå det i kavalergangen. Smykket tiltrak sig opmærksomhed og mindede mig om min mormor. Uskyldig og uvidende var jeg dengang om formens symbolik og placering og da smykket for få år siden blev stjålet var jeg for længst blevet erobret og befrugtet.

Dråben, ovalen eller kuglen, er at finde i flere af de objekter, som tilsammen danner installationen ”Accessories”.

Jeg kredser i projektet om tematikker i specifikke smykkers form, tiltrækningskraft og placering,- jeg har zoomet ind, skaleret op og karikeret eller forvrænget ”sandheden”, men også arbejdet omvendt … dvs. udforsket lerets mulige former, strukturer og reaktioner, når det eks møder kroppe og overflader.

Tilbage står objekter, hvis formsprog er præget af abstrakte konstellationer, ironiske bemærkninger og længsel.

JONNA SKYDT ANDERSEN

Interstellare forbindelser, 2017

Installation med keramiske objekter og stumpekeramik på gulv og væg.

Leret er anvendt i forskellige stadier, det våde, størknede sammen med det brændte ler, et materiale der består af hele objekter og fragmenter der igen danner et hele. Tankerne ledes hen mod planeters overflader, kometer der suser gennem rummet, stjernekort og mulige kommunikationsredskaber. Spørgsmålene “Hvor kommer vi fra?”, “Hvor er vi?” og “Hvor bevæger vi os hen?” har været centrale mantraer i arbejdet med projektet.

KAMILLA JØRGENSEN

Punktum museum – Sluttegn, 2017

Blandede materialer.

”Periods have a life of their own a necessity of their own a feeling of their own a time of their own. And that feeling that life that necessity that time can express itself in an infinite variety …”                      Gertrude Stein

Punktummuseet trækker på idéer fra konkretmaleriet med dets geometriske, genstandsløse grundformer, her udelukkende i sort og hvid, og konkretpoesien og dens ønske om at konkretisere sproget og bruge det som et materiale. Punktummet, som er den form, hele udstillingen udspringer af, er det vigtigste af alle tegn – det eneste ifølge forfatteren Gertrude Stein, der ikke kan undværes, og hvis betydeligste opgave er at være et sluttegn. Den udfyldte, sorte cirkel er også et tegn, der ubesværet bevæger sig fra litteraturen til billedkunsten, matematikken og astronomien.

KAREN EXNER

Barnestol, 2017

Maleri.

Malerierne har figurativt indhold med motiver, der kommer fra det daglige liv.

De er udført med olie- og akrylmaling og er i størrelser fra små intense træplader til store lærreder, der udfordrer krop, kontrol og overblik. Motiverne kan være en genstand, en hund, et menneske, en rumlighed, det kan være en bevægelse eller en situation. Her indover krydser komposition, form og farve. Uanset motiv, tjener det som en begrundelse for at arbejde med farve.  Farven har sin egen fortælling og dynamiske proces, som giver pejling i arbejdet. De samme motiver er anvendt i serier, som variationer over et tema, hvor der er arbejdet på forskellige måder.

Det handler for mig om at arbejde, om fordybelse, være åben.
Og lade den nødvendige uforudsigelighed råde.

KATE KANSTRUP NIELSEN

Forvikling, 2017

Keramiske skulpturer. Materialer: brændt, uglaseret og ubehandlet ler.

Snore af ler i endeløse baner, presset ud af en ekstruder med håndkraft. Viklet i cirkler og stablet indtil tyngdekraften får det hele til at falde sammen. Processen gentages igen og igen, og viklinger bliver til Forviklinger.

Viklinger: En umiddelbar, barnlig og spontan tilgang til keramikken. Inspirationen er: Et garnnøgle, en rulle snor, elektriske ledninger rullet skødesløst sammen. Fugleredder, vissent græs og fiskenet i tilfældige bunker på havnen.

Forviklinger: Et lag dybere. Fortællingen om det tilværelsen er fyldt af. Om det der opstår mellem mennesker og i mennesker. Det vi forestiller os, som bliver noget helt andet. Livets tråd snor sig, filtres sammen. Drømme falder fra hinanden. Hændelser ophobes lag på lag, og skaber, tyngde i menneskelivet. I sprækker og hulrum kan man få glimt at det skjulte.

Læse mere om Kate Kanstrup Nielsen  her

MARIANNE VON TANGEN

Uden titel, 2017

Skulpturgruppe/installation bestående af amorfe udefinerbare objekter i jord, ler, aske og støv, der står med en variation i både størrelse,  farve og konsistens.

En undersøgelse af  materiale, form og gentagelse.
Materialer der har afsluttet en given betydning, den arketypiske form, og gentagelsens cykliske element.

En kredsen om forgængeligheden som en materiel tilstand, hvor de valgte materialer transformeres og hvor destruktionen er en nødvendighed for konstruktionen.

STIG RETPEN

Refleksion, 2017

Installation/triptykon. Materiale: træsnit med en indramning og accentuering af Rio net.

Afgangsprojektet fremstår som en installation, et triptykon – en tredeling, sammensat af motiver udført som træsnit med en indramning og accentuering af Rio net.

Det, som har optaget mig i en periode, er hvorledes religion kan blive en styrende kraft der, når den udtrykker sig som en politisk magtfaktor, giver de udvalgte ret til undertrykkelse og de stærkeste ret til erobring.

Projektet er en refleksion over begivenheder og konflikter, som foregår i Mellemøsten i disse år.

Share on Google+Share on FacebookShare on LinkedIn